004 Kinnediabas (dolerit)

 Placering i labyrinten:

Findes i afdelingen med ‘Ledeblokke’.

Oprindelsessted:

Västra Götalands Län

Findested:

Sørup N56.8758,E9.7567/N 56o 52.5480’,E9o E 45.4020’/N56o 52’ 32’’,E9o 45’ 24’’

Alder:

248-290 millioner år (Perm), hvor Norden lå omkring 20 grader n. br.

Typiske kendetegn:

Læg mærke til, at den forvitrede overflade af kinnediabas har en overflade som blomkål. De lyse partier er knuste augitkorn.

Gråsorte, 2-8 mm store augitkrystaller med rundagtigt omrids gennemvokses af mange ca. 1 mm lange lyse plagioklaslister. Mellem augitkrystallerne findes olivinkorn, der netop er synlige i lup. Mange af dem er omdannet til rust.

Dannelsesmåde (fysisk/kemisk), mineralogi og klassificering:

En gangbjergart.

Egentlig en basalt, men denne bjergart kaldes traditionelt diabas (det betyder basalt, der er mere grovkornet end sædvanlig; alle korn kan ses i lup). Se evt. mere om basalt under ”oslobasalt”.

Anvendelse som ressource:

Blander man kinnediabas, kalk og, i mindre mængder, andre råstoffer, smelter blandingen og blæser den ud til meget tynde tråde (vi kunne kalde produktet kunstigt vulkansk glas), får vi stenuld (et af fabrikaterne er kendt som rockwool).
Her fortælles om en lang række stenuldsprodukter, for eksempel til byggeri og skibskonstruktioner. Stenulden kan ikke bare bruges som varme- og kuldeisolering, men også til lydisolering og brandsikring:

www.paroc.com

Specielle forhold

Kinnekulle er et plateaubjerg i Sverige ved Vänerns sydøstlige bred. Højeste punkt er Högkullen (306 m). Bjerget har en terrasseret profil, der kan ses vidt omkring. Kinnekulle hviler på grundfjeld, der i perioderne Kambrium-silur var dækket af hav; aflejringerne her er siden hærdet til sandsten, alunskifer, kalksten og lerskifer. Efter silur er vulkanske bjergarter brudt op gennem lagfølgen og er størknet til kinnediabas, der har beskyttet lagene mod erosion. Bjerget rummer betydelige forekomster af bentonit, og 1930-46 produceredes brændselsolie på basis af alunskiferen. Den næringsrige jordbund har begunstiget en rig flora, og området er fredet.

I området mellem Vänern og Vättern er der adskillige sådanne plateaubjerge, som hæver sig over det omkringliggende landskab takket være dette, at kinnediabasen ved sin hårdhed har beskyttet kambro-silurlagene mod erosion.