Vigtige Mineraler

Vigtige mineraler

Hvis man vil arbejde med almindelige bjergarter som dem, der findes i Stenlabyrinten, er det kun nødvendigt at kende nogle få mineraler, nemlig de vigtigste bjergartsdannende mineraler.

Kvarts

Det er vigtigt at kunne genkende kvarts, selv som små korn i en sten, fordi man hermed kan skelne mellem sure bjergarter, der indeholder meget kvarts, og basiske bjergarter, der indeholder mindre eller ingen kvarts.

Kvarts kendes på, at kornene ligner glas: De er som regel gennemsigtige og klare; de er så hårde, at de ikke kan ridses med en kniv (hårdhed 7), og de mangler spalteretninger. I stedet går de i stykker ligesom glas, med en art buede riller på overfladen (fagudtrykket herfor er muslet brud).

Kvarts kan have ”lånte farver”, dog normalt inden for et begrænset farvespektrum: Hvid, grå, røgbrun eller blå.

 

Feldspat

Feldspat er en mineral-familie. I feldspats kemiske formel indgår silicium, ilt og aluminium, og disse forbindes med endnu et metal. Det andet metal i feldspatformlen kan være enten kalium, natrium eller calcium.

Hvis der er tale om kalium, benævner man feldspatten kalifeldspat.

Hvis der er tale om natrium og/eller calcium (disse kan blandes), taler man om plagioklas. Med det blotte øje kan man ikke skelne mellem de forskellige slags plagioklas. Men man kan skelne mellem kalifeldspat og plagioklas, og det er vigtigt at gøre det.

Fælles for de to hovedtyper af feldspat er hårdheden (hårdhed 6, altså svære at ridse med en kniv), den firkantede krystalform (som man ikke altid kan se), de to spalteretninger vinkelret på hinanden og de oftest lyse, ”lånte” farver.

Hvis begge typer feldspat findes i samme bjergart, er det ofte nemt at skelne dem. Hvis kun den ene type findes, er der alligevel mange tip man kan bruge, så det kan være muligt at se, hvilken det drejer sig om.

De vigtigste skelnemærker er:

1) Kalifeldspat har ”varme” farver (f. eks. rød, rosa, brun eller violet), plagioklas ”kolde” (som regel hvid, gul eller grøn).

2) Kalifeldspat danner ofte store krystaller, ”øjne”, og plagioklas enten ringe om øjnene eller en mellemmasse af små krystaller.

3) Plagioklas danner ofte langagtige eller linealformede rektangelkorn; kalifeldspat danner kort-firkantede eller kvadratiske korn.

Der er undtagelser fra disse regler, men det er meget sjældent, at hverken 1), 2) eller 3) passer.

Plagioklas har tvillingstriber. En tvillingkrystal er to krystaller, der er vokset sammen langs et plan – sådan, at de sidder symmetrisk på hver sin side af det. Hvis man holder et viskelæder (et af dem med skæve ender) op mod et spejl, forstår man, hvad der menes. Tvillingestrukturen viser sig ved, at man kan få den ene halvdel af krystallen til at reflektere lyset spejlagtigt, når man drejer stenen passende – men den anden halvdel vil ikke, selv om overfladen ligger i samme plan. Spalteretningerne sidder åbenbart forskelligt i de to halvdele.

I plagioklas (men ikke i nogen andre mineraler), ses gentagen tvillingdannelse, sådan at ganske smalle krystaller (som i formen nærmest minder om brødskiver) er vokset sammen. Det hele ligner en kortstabel. Især med lup kan man se fine parallelle striber adskilt af helt lige linjer.

Tvillingstriber er ikke farvestriber. Farvestriber er tværtimod et kendetegn for kalifeldspat. Der er tale om små mængder jernforbindelser eller om plagioklas, der sidder langs spalteplaner.

Plagioklas findes i stor mængde i basiske bjergarter, i mindre mængde i sure. Kalifeldspat findes overvejende i sure bjergarter.

Glimmer

Glimmer er en mineral-familie af ganske bløde mineraler, der har én spalteretning i krystallerne. Selv ved små stød falder glimmerkornene fra hinanden, som bladene i en dårligt hæftet bog.

Hårdheden er 2, dvs. at kornene kan ridses eller pilles ud med en negl.

Der er to hovedtyper: Lys glimmer (muskovit), der regnes med til de lyse mineraler, og mørk glimmer (biotit), som regnes til de mørke. Det er næppe så logisk at skille glimmerfamilien på den måde.

 

Mørke mineraler

Det er ret vigtigt at kunne genkende to grupper af mørke mineraler (foruden biotit), nemlig pyroxenerne, hvis vigtigste medlem er augit, og amfiboler, hvis vigtigste medlem er hornblende.

Både augit og hornblende har to spalteretninger, så brudflader skinner stærkt i lyset, men mineralerne er seje og spalter ikke op i blade. Augits spalteretninger er 87o, mens hornblendes er 125o.

Augit har som regel brede og korte krystaller, hornblende har længere, mere rektangulære krystaller.

Hornblende har vandmolekyler indbygget i sin formel. Hornblende kan derfor ikke tåle meget høje tryk og temperaturer. Hvis hornblende udsættes for højt tryk og høje temperaturer, omdannes den til augit. Det er derfor logisk, at augit især findes i magmabjergarter, der er størknet ved høje temperaturer (1100o C). Hornblende findes derimod i granitter, idet granit størkner ved lavere temperatur (650-800o C). Desuden findes hornblende i metamorfe bjergarter.

Gå til: Mineraler i bjergarter – en visuel demonstration