010 Oslobasalt (basalt)

Placering i labyrinten:

Oprindelsessted:

Osloområdet.

Findested:

Sørup N56.8758,E9.7567/N 56o 52.5480’,E9o E 45.4020’/N56o 52’ 32’’,E9o 45’ 24’’

Alder:

295-275 millioner år (Perm), hvor Norden lå omkring 20 grader nordlig bredde.

Typiske kendetegn:

Oslobasalt kan være tæt og sort. Men de fleste varianter har strøkorn. Grundmassen er finkornet eller tæt og sort. Plagioklaskornene er 2-30 mm lange og 1/3-3 mm brede, altid listeformede, ikke pladeformede. De er i reglen lyse (hvidlige), undertiden grønlige. Tvillingkrystaller, som danner stjerner, ses ofte. Korte brede, sorte (undertiden violette) strøkorn af augit er hyppige, men findes ikke så tit sammen med plagioklaskorn.

Dannelsesmåde (fysisk/kemisk), mineralogi og klassificering:

Denne beskrivelse kan med fordel læses sammen med den tilsvarende beskrivelse af rhombeporfyr, rhombeporfyr som gangbjergart og larvikit.

Oslofeltet sank ned mellem brudlinier (sprækker) i Perm. Der opstod herved en gravsænkning, en rift valley som i vore dages Østafrika, dvs. en begyndende opsplitning af kontinentet. Men processen gik i stå. Oslofeltet var, før det revnede, et gammelt grundfjeldsområde, som var dækket af skifre og kalksten fra kambrium-ordovicium-silur. I Oslo-gravsænkningen er disse bløde lag af skifre og kalksten bevaret. Hvor de ligger under istidens moræner, findes Norges rigeste landbrugsegne.

I forbindelse med dannelsen af gravsænkningen kom lava op i store mængder og lagde sig som dækker over kambro-silur-lagene. Lavaerne er hårde og rager derfor op som højdedrag i dag. Basaltmagma er sandsynligvis udgangspunktet for de øvrige magmabjergarter i feltet. Der er en halv snes basaltbænke og over 40 rhombeporfyrlag i alt. Nogle af basalterne ligger ind mellem rhombeporfyrerne, men de fleste ligger under rhombeporfyrbænkene.

De fleste varianter af oslobasalt har strøkorn og falder derfor ind under definitionen på porfyr. At man ikke anvender den betegnelse skyldes kun gammel vane.

Basalt er den dagbjergart, der svarer til dybbjergarten gabbro, og basalt er langt den almindeligste af dagbjergarterne. Kvarts udgør mindre end 10 %, og mere end 90 % af feldspaten skal være plagioklas. De mørke mineraler er ganske overvejende augit, olivin er ofte til stede, og undertiden kan der også forekomme hornblende, biotit og magnetit.

 

Anvendelse som ressource:

Bruges blandt andet i knust tilstand i asfalt.

 

Specielle forhold

Der kan forekomme 2-5 mm store rundagtige, grønne til rustfarvede pletter. Mange af dem må for årmillioner siden have været strøkorn af olivin. De er imidlertid omdannet ved forvitring til det grønlige, blødere mineral serpentin eller til rustfarvede masser. Gashuller er ikke sjældne. I tidens løb er de fleste blevet udfyldt med mineralkrystaller, afsat af gennemsivende vand. Disse udfyldninger kaldes mandler. Mandlerne kan være lyse (hvide, gullige, rødlige). Mandeludfyldningerne kan ofte kendes på, at de har lyse rande.
Hvis der findes linealformede korn i en basalt, er det en oslobasalt.