063 Augitporfyr (basalt)

Placering i labyrinten:

Findes i afdelingen med ‘Magmatiske Bjergarter’.

Oprindelsessted:

Osloområdet.

Findested:

Sørup N56.8758,E9.7567/N 56o 52.5480’,E9o E 45.4020’/N56o 52’ 32’’,E9o 45’ 24’’

Alder:

Hvis stenen er fra Osloområdet, så 295-275 millioner år (perm), hvor Norden lå omkring 20 grader nordlig bredde.

Typiske kendetegn:

Her er tale om en basalt. En typisk basalt er en sort eller næsten sort, finkornet eller tæt vulkansk bjergart. Den er altså en bjergart opstået ved hurtig størkning af magma. Basalt består af diverse silikater, f.eks. olivin, pyroxen, amfibol og anorthit (Ca-rig feldspat). De mørke mineraæer er først og fremmest augit. Densiteten af basalt er mellem 2,8 og 3,0.

I denne sten ses store krystaller af augit.

De fleste varianter af oslobasalt har strøkorn og falder derfor ind under definitionen på porfyr. At man ikke anvender den betegnelse skyldes kun gammel vane.

Dannelsesmåde (fysisk/kemisk), mineralogi og klassificering:

Basalt er den dagbjergart, der svarer til dybbjergarten gabbro, og basalt er langt den almindeligste af dagbjergarterne. Kvarts udgør mindre end 10 %, og mere end 90 % af feldspaten skal være plagioklas. De mørke mineraler er ganske overvejende augit, olivin er ofte til stede, og undertiden kan der også forekomme hornblende, biotit og magnetit.

Anvendelse som ressource:

Alle magmatiske bjergarter indeholder forholdsvis hårde mineraler i større eller mindre grad, og de fleste sten inden for denne gruppe vil derfor være egnet til hård og belastende trafik.

Basalt er meget jernholdigt og tåler derfor ingen form for syre.  Syre misfarver basalt.

Basalt bruges i stor udstrækning til brosten og gravsten, men bruges i øvrigt til frygtelig mange ting. Bare ét yderligere eksempel:

Polerede, opvarmede basaltstykker skulle være fantastiske til stenmassage. Stenene menes at gennemtrænge musklerne med afslappende varme, når de gnides mod kroppen.