Magmatiske Bjergarter

Udvalgte magmatiske bjergarter fra Stenlabyrinten:

Om ‘Magmatiske Bjergarter’:

I beskrivelserne herunder nævnes undertyper af magmabjergarter. Nogle af disse typer findes i udstillingen:

Magmatiske bjergarter

  1. Vulkanske bjergarter
  2. Plutoniske bjergarter
  3. Gangbjergarter

Se oversigt over magmabjergarter i Stenlabyrinten nederst på siden.

Kort beskrivelse

Magmatiske bjergarter opstår, når magma (en smeltet stenmasse) størkner.

Disse bjergarter inddeles i tre kategorier:

  1. Vulkanske bjergarter, også kaldet vulkanitter og dagbjergarter
  2. Plutoniske bjergarter, også kaldet dybbjergarter
  3. Gangbjergarter.

Vulkanske bjergarter dannes, når magma afkøles hurtigt og derfor størkner hurtigt på jordoverfladen. De er som regel finkornede (kornstørrelse under 1 mm) eller tætte (kornene kan ikke skelnes, selv med lup).

Plutoniske bjergarter dannes, når magma afkøles langsomt og derfor størkner langsomt i dybet. De er typisk mellemkornede (mellem 1 og 5 mm) eller grovkornede (mere end 5 mm).

Gangbjergarter dannes ved størkning af magma i gange nær jordoverfladen.

Længere beskrivelse

Magmatiske bjergarter kan også opdeles efter den kemiske sammensætning, især indholdet af SiO2.

En nødvendig detalje om mineraler:

Kvarts (SiO2), kalifeldspat  (KAlSi3O8) og plagioklas er de vigtigste bjergartsdannende mineraler.

Egentlig er plagioklas en mineralfamilie med medlemmerne

albit, oligoklas, andesin, labradorit, bytownit og anorthit.

Den fælles formel for disse er (Na,Ca)(Al,Si)4O8. Det skal forstås sådan, at albit har formlen NaAlSi3O8 og altså kun har Na og anorthit har formlen CaAl2Si2O8 og altså kun Ca, medens oligoklas har en del Na og kun lidt Ca, andesin har lidt mindre Na og lidt mere Ca osv.

Felsiske bjergarter er lyse bjergarter, som er rige på kvarts (SiO2), kalifeldspat (KAlSi3O8) og albit.

De indeholder forholdsvis meget SiO2 (siliciumdioxid) (67-72%) – man siger, at disse bjergarter er overmættede med silicumdioxid. Det medfører, at der udkrystalliseres kvarts under størkningen.

Intermediære bjergarter har et SiO2-indhold på 52-66%, er rige på plagioklas, specielt (oligoklas … bytownit) og har et stort indhold af mørke mineraler som f. eks. amfibol.

Mafiske bjergarter har et SiO2-indhold på 45-52%, er rige på anorthit og meget rige på mørke mineraler, f. eks. pyroxen.

Felsiske Intermediære Mafiske
Vulkanske bjergarter Rhyolit Trakyt, andesit Basalt
Plutoniske bjergarter Granit Syenit, monzonit, diorit Gabbro

 

Streckeisen-diagrammer

Magmabjergarter (undtagen de meget mørke) kan inddeles ved hjælp af såkaldte Streckeisen-diagrammer.

Man bruger ét diagram for vulkanske bjergarter (dagbjergarter) og et andet for plutoniske bjergarter (dybbjergarter).

 

Et Streckeisen-diagram består egentlig af to trekantsdiagrammer, som vist på tegningerne, der viser tre Streckeisen-diagrammer.

Det øverste diagram viser princippet i et dobbelt trekantsdiagram. Vi koncentrerer os kun om den øverste trekant. Ved de tre hjørner i den øverste trekant står der henholdsvis K (kvarts), P (plagioklas) og A (kalifeldspat). Øverst til venstre står der K=25 %, A=60 % og P=15 %. K, P og A udgør altså tilsammen 100 %. Vi kan vise disse procenter som et punkt i trekanten.

Langs aksen A-K står tallene 0-100 (det røde A står i vejen for 0). De svarer til % K. Aksen A-P svarer altså til 0 % K. Den sorte, lidt kraftige, vandrette linje inde i trekanten svarer altså til de 25 % K. Langs aksen K-P står tallene 0-100. De svarer til % P. Aksen A-K svarer altså til 0 % P. Den blå linje parallel med aksen A-K svarer altså til de 15 % P. Og endelig kan vi på samme måde kontrollere, at den røde linje svarer til 60 % A.

Dette er princippet i alle trekantsdiagrammer.

Princippet i et Streckeisen-diagram er, at man finder mængden af lyse hovedmineraler i den bjergart, man vil afbilde i diagrammet. Disse mineraler er kvarts (K), kalifeldspat (A), plagioklas (K) og feldspatoid (F). Det sidste beskæftiger vi os ikke med her. Men man kan se på de to nederste Streckeisen-diagrammer, at feldspatoid kun optræder i den nederste trekant, ligesom kvarts kun optræder i den øverste – for de to mineraler kan principielt ikke optræde i samme bjergart. Tilbage til den øverste trekant i de to nederste diagrammer: Når man har fundet mængden af kvarts, kalifeldspat og plagioklas, sætter man deres samlede mængde til 100 %. Man ser altså bort fra alle de andre mineraler i bjergarten.

Tager vi nu eksemplet ovenfor (K=25 %, A=60 % og P=15 %) og går ind i diagrammet nederst til venstre, kan vi se, at en plutonisk bjergart med 25 % kvarts, 60 % kalifeldspat og 15 % plagioklas er en granit, medens en vulkansk bjergart med samme sammensætning er en rhyolit.

På samme måde kan vi plotte de magmatiske bjergarter i hele udstillingen ind i et Streckeisen-diagram (se de røde numre i diagrammerne nedenunder). Ikke helt præcis, som i eksemplet ovenfor, for vi har ikke mulighed for at bestemme procenterne for kvarts, kalifeldspat og plagioklas nøjagtigt (det kræver et specielt laboratorium). Men vi kan se, i hvilket område af trekanten den enkelte bjergart hører hjemme.

Bemærk, at de lyse bjergarters samlede andel af bjergarten aftager, jo længere til højre man kommer i diagrammet. Med andre ord: De mørke mineralers andel stiger. Eksempelvis er andelen af mørke mineraler i basalt meget større end den er i granit.

 

Magmabjergarter i Stenlabyrinten: